| Dato | : | 30.03.2026 kl.14:08 |
| Brugernavn | : | Jonas Jakobsen |
Lidt opdaterede tanker om Trophy Games her hvor første kvartal nærmer sig sin afslutning. Aktien er til info min største position på nuværende tidspunkt – udover mine passive indeksfonde.
Trophy Games er faldet lidt tilbage den seneste måned, og handler nu til P/E på 26,6. Min forventning er, at resultatet i 2026 ender i den høje ende af de udmeldte forventninger, og derfor forventer jeg også en pæn fremgang i indtjeningen per aktie i år, hvor mine egne estimater viser en forward P/E på ca. 22. Det vil overraske mig, hvis der ikke også i år kommer en eller flere opjusteringer fra Trophy Games. Det er der flere årsager til, som jeg kort vil uddybe herunder.
1. Transportserien anført af ”the big 3” (Airline, Truck og Farm) har gennem første kvartal kontinuerligt lagt flot i rangeringen på App Store. Jeg følger denne udvikling rimelig tæt, og det flotte momentum i Q4-25 ser ud til at være fortsat ind i Q1-26 for transportserien. Det er helt centralt, da disse tre spil udgør klart størstedelen af omsætningen.
2. Shipping Manager har også et par gange været på top-200 charten over strategispil på App Store. Det vil være fint, hvis også der kan komme gang i denne titel. Aktuelt bliver det dog mere spændende, når Trophy Games vil lancere en ny version af Train Manager (det bliver nok ikke i 2026), som har potentiale på linje med Airline, Truck og Farm. For nyligt har man lanceret en demoversion af Space Manager på Steam – det er ikke en lancering, jeg forventer så meget af, da det umiddelbart er en mindre niche, men man kan da blive positivt overrasket, ligesom dengang Energy Manager blev lanceret.
3. Det vil ikke overraske mig, hvis the big 3 hver gennemsnitligt rammer en kvartalsvis omsætning på ca. 10 mio. kroner gennem året. Det vil svare til en helårsomsætning på ca. 120 mio. kroner mod 85 mio. kroner sidste år, hvor en stor del af denne ventede fremgang skyldes, at Farm Manager vil bidrage hele året, efter det kun bidrog et halvt år i 2025. Dog skal vi nok ikke forvente vækst i den resterende samlede transportserie samt de ældre spil, der samlet omsatte for 42 mio. kroner sidste år. Det er selvfølgelig betonet med meget usikkerhed – bl.a. fordi Farm Manager netop fortsat er et ganske nyt spil, men i fjerde kvartal 2025 omsatte de tre store spil for i alt 31 mio. kroner.
4. The Ranchers er ikke inkluderet i forventningerne til 2026, og forventes lanceret i andet kvartal i early acces. Denne lancering har jeg meget svært ved at blive klog på, og vil derfor ikke tillægge den særlig meget værdi endnu (det er nok meget klogt, at spillet ikke er inkluderet i guidance). Spillet har været tilgængeligt i en gratis demoversion i løbet af første kvartal, og har fået en del kritik – ja, anmeldelserne er blevet bedre, efter man har lyttet til brugernes feedback, men det kan virkelig gå i begge retninger. Den samme følelse sidder jeg med, når jeg ser folk spille demoen på YouTube, hvor holdningerne er delte. Lige nu kan vi bare håbe, at man lykkes med at lave de nødvendige tilpasninger, så den overordnede konsensus omkring spillet er mere positiv, når det lanceres i early acces. Mine egne forventninger til The Ranchers er derfor beskedne, og vil heller ikke til at beregne på muligt salgspotentiale, da det er for usikkert.
Afslutningsvist kan man bemærke, at man til den kommende generalforsamling vil godkende en bemyndigelse til at gennemføre et nyt aktietilbagekøbsprogram. Det er stadig uvist, om man har til hensigt at udnytte denne bemyndigelse – især efter man har indgået en udviklings- og publisher-aftale med Tivola Games omkring et nyt mobilspil inden for hestegenren, hvor Trophy Games har afsat ca. 7,3 mio. kroner. Jeg håber dog, at der igangsættes et nyt aktietilbagekøbsprogram.
Husk at dette alene er mine egne subjektive tanker, og at du altid selv skal lave din research. Jeg har fulgt Trophy Games i en årrække, og er tilhænger af ledelsen. Derudover er det en case, som er mulig at nørde godt og grundigt ved at undersøge de enkelte spil, hvor jeg i den proces selv er blevet fanget af Truck Manager, og ser hvordan de arbejder med bl.a. monetization.
Det kunne være super spændende at høre andres input i denne tråd, hvis du har aktier i Trophy Games eller blot følger med fra sidelinjen.
| Dato | : | 11.03.2026 kl.15:17 |
| Brugernavn | : | Jonas Jakobsen |
Trophy Games kom med årsregnskab efter markedets lukning i går. Lidt højdepunkter:
- Omsætningen voksede 40% til 126,5 mio. kroner – en smule over guidance på 125-126 mio. kroner (en guidance der desuden blev opjusteret 4 gange i løbet af året).
- EBITDA voksede 26% til 31,1 mio. kroner – også en smule over guidance på 30-31 mio. kroner.
- EBT voksede 109% til 19,0 mio. kroner – i den øvre ende af guidance på 18-19 mio. kroner.
- Antallet af installeringer/downloads voksede 48%. Antallet af unikke betalende brugere voksede 69%. Antallet af transaktioner voksede 59%.
- Farm Manager nåede på 6 måneder at omsætte for 22 mio. kroner. Det er en super stærk start, og skaber et solidt fundament til vækst i 2026, hvor spillet bidrager gennem hele året.
- Den samlede transportserie omsatte for 106 mio. kroner i 2025 mod 69 mio. kroner i året før. Væksten er særligt drevet af de nye store titler Truck og Farm Manager.
- Selskabet står i en solid finansiel situation med en kontantbeholdning på 23 mio. kroner og ingen gæld.
- Der er kommet gang i reklameindtægterne, der voksede til at udgøre 14,6% af omsætningen i 2025 mod 10,2% i 2024. Det forventes at udgøre 18,2% i 2026.
Der er i den kommende tid flere kurstriggere:
- Kommer der et aktietilbagekøbsprogram efter generalforsamlingen?
- Hvordan vil The Ranchers performe, når det forventeligt lanceres i early acces i andet kvartal?
- Den nuværende guidance er efter min vurdering konservativ, og giver mulighed for opjusteringer i løbet af 2026.
- Der arbejdes aktuelt på to nye titler i transportserien; Space Manager og Train Manager 2. Den sidstnævnte er særligt spændende, da der vurderes at være potentiale på niveau med Truck, Farm og Airline, der aktuelt omsætter for et pænt tocifret millionbeløb om året.
- Hvad bliver resultatet af det nye samarbejde med Tivola Games, hvor man har afsat 7,3 mio. kroner til et nyt spil inden for hestegenren. Bliver det en helt ny kategori af dyrespil, der kan drive fremtidig vækst, hvor man som I transportserien kan anvende en masse kode?
Trophy Games nåede i 2025 en indtjening per aktie på 0,472, og med en aktiekurs på 15 svarer det til en P/E på 31,8. Det er højt, men vidner også om det fortsatte vækstpotentiale, hvor Trophy Games står i en god position til fortsat at skalere sin transportserie, ikke mindst fordi en stor del af koden kan genanvendes til udvikling af fremtidige spil inden for forskellige nicher.
Hvad er jeres tanker om årsrapporten?
Disclaimer: Jeg har aktier i Trophy Games, og dette er ikke en anbefaling til at købe eller sælge aktier.
| Dato | : | 16.02.2026 kl.15:22 |
| Brugernavn | : | Jonas Jakobsen |
The Ranchers ser ud til at have delte holdninger, når man ser på anmeldelserne og følger dialogen inde i Discorden. Det må man nok forvente, når en spil udgives i en gratis demoversion, og endnu ikke er færdigudviklet, men måske af nogle bliver anmeldt som et færdigt spil. Det er hele formålet med at udgive i en demoudgave, så man får en fornemmelse af brugernes oplevelse, og hvad der er vigtigt at justere før lancering.
Der er allerede lavet den første opdatering efter brugernes feedback. Nogle har f.eks. været utilfredse med, at man skal oprette et Ranchers ID, og derfor oplyse sine oplysninger. Nu er det på tværs af sprog muligt at skippe, så man ikke behøver angive sine oplysninger, hvilket må åbne for endnu flere spillere her i demoversionen.
Personligt synes jeg spillet ser fedt ud. Det er unikt, at man kan spille multiplayer, hvilket er noget mange formentligt har manglet i et spil som Sims, hvor The Ranchers overordnet ligger i samme kategori. Det er dog ikke muligt i den aktuelle gratis demoversion, men åbner først op senere (mon ikke allerede i early acces?).
Det er interessant at følge brugerens feedback på The Ranchers, så hvis du vil følge med, kan du bl.a. følge anmeldelserne inde på Steam:
https://store.steampowered.com/app/3824150/The_Ranchers_Demo/#app_reviews_hash
| Dato | : | 10.02.2026 kl.16:35 |
| Brugernavn | : | Jonas Jakobsen |
Årsrapporten offentliggøres om præcis en måned. Det bliver spændende, om der ikke sættes gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram. Derudover venter snart lanceringen af The Ranchers, der bliver den nok mest interessante spillancering for Trophy Games til dato, da det er første gang, at selskabet er i rollen som publisher.
Aktien har allerede haft fart på det seneste år, men jeg overvejer at supplere inden årsrapporten.
| Dato | : | 17.01.2026 kl.16:01 |
| Brugernavn | : | Jonas Jakobsen |
Trophy Games er i min optik en af de mest interessante små danske aktier, hvorfor jeg har oprettet denne tråd. Det skal selvfølgelig lige nævnes for god ordens skyld, at jeg selv ejer aktier i selskabet.
Trophy Games er med en markedsværdi i omegnen af 400 mio. kroner fortsat et mindre selskab. Efter en række opjusteringer det seneste år, forventes for 2025 en omsætning på 125-126 kroner med et EBITDA på 23-28 mio. kroner og et EBT på 18-19 mio. kroner. For det nye regnskabsår 2026 forventes en omsætning på 130-153 mio. kroner med et EBITDA på 28-36 mio. kroner og et EBIT på 18-24 mio. kroner. Efter de mange opjusteringer de seneste år, har mange nok tro på, at der er muligheder for opjusteringer igen i 2026.
Den nye guidance for 2026 inkluderer ikke den forventede lancering af The Ranchers, som er et nyt spil, der er blevet udsat flere gange, men ventes lanceret i 2026 – det kan selvfølgelig ændre sig igen. Der er et ret stort potentiale i dette spil, som kan rykke markant på forventningerne til de kommende år, men det vil jeg ikke dykke ned i her, men kan blive et tema til en fremtidig analyse.
Der er flere årsager til, at Trophy Games fremstår som en interessant aktie. Det er ikke blot et selskab, der har leveret vækst i alle sine år, men de gør det profitabelt, og har både gennemført aktietilbagekøb til fordel for aktionærerne (hvilket er ret usædvanligt for et selskab af den størrelse), og har været dygtige til at eksekvere på opkøb af andre spil. Det understreges af den daglige drift, hvor fokus i dag primært er på selskabets transportserie, der netop er hentet gennem opkøb, og nu er den helt store vækstdriver efter de seneste lanceringer af Truck Manager og Farm Manager. Tidligere var det særligt fodboldmanagerspil, der var selskabets primære fokusområde.
En stor fordel ved transportserien er, at man kan genbruge koder på tværs af spil, ligesom man kan krydspromovere. På den måde er der store synergier, hvor omkostningerne til udvikling ligeledes er lavere, når man ikke skal lave et spil helt fra scratch hver gang.
Hvis du har nogle input omkring Trophy Games, kunne det være interessant at få jeres kommentarer i denne tråd.