Aktieanalyse af GomSpace 06-11-2024
Kurs på analysetidspunktet: 4,3 SEK
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 4 – 6
Kursudvikling 12-18 mdr.: 5 - 9
GomSpace er positioneret til en profitabel fremtid. Q3 blev et opløftende kvartal.
- Det frie cash-flow steg år/år med 18 mio. SEK til 12 mio. SEK. På denne baggrund fastholder GomSpace målet om at opnå et positivt frit cash-flow i andet halvår, hvilket er det primære finansielle mål for i år. Det forbedrede cash-flow har styrket den likvide reserve til 62 mio. SEK.
- Generelt var kvartalet præget af forbedret indtjeningsevne, idet EBIT steg med 23 mio. SEK fra -67 mio. SEK i Q3 sidste år til -44 mio. SEK i Q3 i år. Indtjeningsforbedringen er endda opnået trods en lavere omsætning på 173 mio. SEK i Q3 i år mod 196 mio. SEK i samme periode året før.
- Kvartalet har budt på en ordreindgang på 68,7 mio. SEK. 57,7 mio. SEK blev konverteret til omsætning, hvorefter den samlede ordrebeholdning er vokset med ca. 12 mio. SEK til 310 mio. SEK. Fremgangen i ordrebeholdningen kommer fra salg af programmer og produkter. Unseenlabs fortsætter med at placere ordrer hos GomSpace.
- Til at varetage den stigende aktivitet er antal ansatte steget med 20 til 185 ansatte.
- Et nyt partnerskab er efter kvartalets afslutning blevet indgået med SatSys ST Engineering i Singapore. Det sker som led i selskabets strategi om at indgå partnerskaber for at få del i det stigende marked for både nano- og mikrosatellitter – ordrer som GomSpace næppe ville kunne få andel i på egen hånd. For nærværende er der i forvejen partneraftaler med franske Ellipse Projects, SAIC i Nordamerika og danske Terma. Via samarbejdet med SAIC er det efter kvartalets afslutning lykkedes at få en første ordre på 2,6 mio. SEK fra amerikanske Proteus Space.
- Den 07-10-2024 blev Juventas-satellitten, som er en vigtig del af ESA's HERA-mission, og hvortil GomSpace har bidraget med en nanosatellit, opsendt. Det tager to år at nå asteroidesystemet Didymos, hvorfra der skal foretages målinger af solsystemet. Der er tale om et prestigeprojekt for GomSpace, der blåstempler selskabet i relation til at kunne bygge satellitter til ”deep space missions”.
- Der er fortsat ingen afklaring om ordren på 650 mio. SEK fra Indonesien. Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, har i juni 2024 bevilget finansiering af projektet, hvis mål er via 20 satellitter at overvåge havet omkring Indonesien. Projektet er i september nævnt i en såkaldt Green Book, som udfærdiges af den indonesiske regering, hvilket viser at projektet kører, men altså mangler det sidste fra indonesisk side for at GomSpace tildeles ordren.
- Det går bedre for GomSpace, men der er fortsat høj risiko i casen, og investorernes tålmodighed testes. Den potentielle ordre fra Indonesien er givetvis delvist indregnet i aktiekursen. Hvis ordren falder til jorden, vil det sende kursen markant ned.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!