Artikel indlagt den 04-03-2015

GODE RÅD OM PORTEFØLJESAMMENSÆTNING

Begrænsning: der ses udelukkende på porteføljer med aktier.

Centralt praktisk spørgsmål: skattebelastningen har afgørende betydning for den adfærd og risiko, som er mest hensigtsmæssig at gennemføre. Det afhænger så igen af udgangspositionen i opsparing og den forventede ramme for fremtidig opsparing: akkumuleres pengene fra opsparing i et frit depot, i aldersopsparing eller i en ratepension? Hertil kommer der andre former for skattestatus, herunder selskaber.

Tommelfingerregel for privat persons adfærd med hensyn til opsparing: Fokuser først på din families behov for bolig (den største investering man overhovedet foretager, og normalt sker det tidligt i livet) og den hertil krævede udbetaling, profilen for gældsafvikling fremover og renterisiko (Flex-lån?). Oprethold altid en solid likvid reserve (overvurder ikke din opsparingsevne og bind dig aldrig for hårdt). Tag din pensionsordnings (ofte bestemtes den af ansættelsesforholdet) i betragtning for at finde en dimension for den resterende, frivillige langsigtede opsparing (der er begrænsning på størrelse af rateordninger med fradragsret). Alderspension er en ny form, der svarer til frie midler (ingen fradragsret) men alligevel uden adgang til at hæve pengene før en aldersgrænse, og til gengæld er der en lavere skat (PAL 15,3 pct.). Skatten omfatter alt afkast og beregnes ud fra lagerprincippet (køb/salg betyder ikke noget, da hele værdiudviklingen beskattes). Rigtige frie midler vil i reglen med fordel kunne placeres langsigtet i aktier med henblik på at udnytte reglen for udbyttebeskatning (det laveste trin med ca. 28 pct. beskatning af op til 50.000 kr. pr. person), idet man så kan oparbejde en ikke-realiseret kursgevinst og herved udskyder skattebetalingen. Derved opnår man en buffer i form af denne kapitalgevinst, som kan tjene som modvægt i tilfælde af kurstab på andre, nye investeringer.

Opgaveformulering: Hvordan skal jeg fordele mine investeringer inden for aktier på en rimelig måde under hensyn til balancen mellem afkastudsigt og risiko – heri indgår implicit en tidsramme, hvis man betragter forløbet frem til sluttidspunktet (hvilket næsten ingen gør, eller i givet fald kun presses hertil på grund af et forløb med nedsparing for at klare udbetalinger i pensionistårene).

Hvad er afkastudsigt (forventningen) og risiko mere præcis:

Afkastet af en investering er summen af udbytter, der normalt vil stige fra år til år, og kursudviklingen (forventet stigning i værdi over tid). Der er tale om forventninger til en ukendt fremtidig udvikling, og heri ligger udfordringen, da talrige forhold kan udvikle sig anderledes end formodet, hvilket gælder både specifikt for hvert selskabs eget forløb og angående hele aktiemarkedets performance (det absolutte prisniveau for aktier). Netop uklarheden indebærer, at man som investor er nødt til at have en lang tidshorisont ved køb, for at de ideer man satser på kan udmøntes i en positiv udvikling for selskabet og dermed øge aktiens kursværdi.

Risiko er et mere indviklet begreb. Det kan betegnes som dækkende over faktorer med evne til at angribe børsværdien, hvilket i praksis består af talrige trusler spændende fra krig, hyperinflation, nationalisering og politiske indgreb til teknologisk overhaling produktmæssigt og ren svindel fra ledelsens side og videre over til uventede udsving i rent finansielle rammevilkår eller priser (renter, valutakriser osv.). Pointen er, at en snæver opfattelse af risiko som værende fokuseret på de rene kursudsving på børsmarkedet (Beta) i realiteten er et af de mindste fænomener i en dynamisk verden.

Da man som investor hverken kender det kommende afkast (skøn/gæt) eller risikoen (skøn/gæt) er der tale om en i virkeligheden meget vanskelig beslutningsproces. ”Beslutninger er noget man foretager, når der ikke findes et klart grundlag at træffe en afgørelse ud fra”. Der skal skæres igennem og udføres et valg og dermed også mange fravalg af andre muligheder. Ved at sprede sine aktiekøb på en vifte af papirer kan man søge at begrænse følsomheden (de store tals lov gælder i lighed med et forsikringsselskabs fordel af have mange af den samme type kunder som et stabilt grundlag).

Der findes massevis af teoretiske udredninger om såkaldt optimal porteføljeopbygning, men denne visdom er aldeles begrænset i sin praktiske anvendelse, da forudsætningerne er så stramme, at de er meningsløse. Disse matematiske modelkonstruktioner bygger altid på historiske data som grundlag. Da verden bevæger sig fremad, og man som investor er tvunget til at disponere på et bestemt tidspunkt og videre herefter i den efterfølgende periode, ender det i sagens natur med en afvejning af et formodet afkast og en formodet risiko vel vidende, at ingen af de to parametre er korrekt fastlagt i værdi. De enkelte aktiers historiske mønstre for kursudsving er således en hjælp ved at man kan søge at undgå for stor vægt i placeringer, som med stor sandsynlighed vil følge hverandre tæt og således ikke reducere risikoen ved at fungere som flere ben med hver sin udvikling og styrke.

Ved Finanskrisens udbrud (2008) og andre lejligheder med turbulens, har de teoretiske risikoberegninger vist sig at være fuldkommen nonsens, og faktisk var en årsagerne til netop Finanskrisen, at man kalkulerede med normale risikosituationer og slet ikke mente, at en stor kollaps kunne indtræffe (en 100 års storm omtalte man den senere som).

Praktiske metoder

Generelt: Spred dig altid på mindst 8 aktier, helst over 15 men max. 30-40 forskellige papirer, idet de enkelte poster kan blive for små og betydningsløse, så man bliver ligeglad (afhænger af formuens størrelse). En post kan passende udgøre 5-6 pct. af helheden. Det er passende for de fleste private investorer, men selskaber med høj risiko (fx biotech, nye selskaber med afhængighed af et eneste og endnu salgsmæssigt usikkert produkt) må ikke udgøre over 2 pct. pr. post, og samlet må denne type max. 10 pct. i alt, dvs. velfungerende selskaber skal udgøre 90 pct.

Særligt aspekt for investorer med lille formue (ofte aktie-nybegyndere) og meget rige folk: Hvis du har en lille formue, er du nødt til at spekulere for at prøve at tjene penge; hvis du allerede har en god formue, er du nødt til at sprede den i en portefølje for at sikre denne stilling fremover; hvis du er meget rig, har du råd til at spekulere, altså at påtage dig en større risiko for at gå efter et højt afkast (frit efter den legendariske aktieekspert André Kostolany; 1906-99).

Aktiv porteføljestrategi:

Du udvælger selv alle dine aktier og bygger det hele op som Lego-klodser, idet du afvejer om det hele passer fornuftigt sammen med en rimelig overodnet risiko (spred dig på brancher og mere end et land). Hvis du er ung og har tilgang af penge år for år via opsparing, kan du ”købe og gemme” trin for trin, så du indkøber nye selskaber hvert år, indtil der opnået en fornuftig spredning. Det gør ikke noget, at du har en koncentreret samling af papirer i starten.

Rebalancering er en vigtig metode til at sikre sine gevinster og trimme risikoen. Det går ud på med passende faste mellemrum (fx en gang hvert år) at gennemgå hele porteføljen og herefter tilpasse størrelsen af vindere (eventuelt også tabere med valg mellem tilkøb eller frasalg), idet man dog først sælger, når en aktiepost på oprindelig eksempelvis 5 pct. er vokset markant og har passeret en grænseværdi på eksempelvis 1,7 gange den oprindeligt ønskede vægtandel. Så sælger man overvægten (her et beløb svarende til 3,5 pct. af porteføljens værdi) og tager denne gevinst hjem, så man beholder en placering svarende til de ønskede 5 pct. af hele porteføljen. Fidusen er, at man undgår at få en meget skæv portefølje som tiden går, hvor de rigtige succespapirer får voldsom stor vægt - og måske i sidste instans alligevel ender med at droppe som en sten på trods af den forudgående fantastiske succes.

Husk at undgå store positioner i små selskaber. Gå gerne efter brancher eller firmaer, som du har særlig godt kendskab til. Man kan lige så godt udnytte sine kompetencer frem for at famle i blinde.

Passiv porteføljestrategi:

Her benytter man den eksisterende verdens struktur til at anlægge sin porteføljefordeling (kopi), dvs. man afspejler en oparbejdet struktur (forudgående og dermed historisk betinget struktur). Visdommen heri er at følge gennemsnittet (the wisdom of crowds), hvorved man burde være sikret et afkast som følger markedernes generelle forløb. Tankegangen kendes fra metoden med at sammenligne afkast med C20 indekset her hjemme, hvorved man taler om over-/underperformance. C20 fungerer her som såkaldt Benchmark (målestok). Teorien er argumentet om, at man jo ikke kan slå markedet, da man ikke ved mere end alle andre (ingen har et fortrin frem for andre).

Denne adfærd er fortsat inde i en positiv udvikling i det omfang den benyttes, hvorved argumentet i sagens natur bliver dokumenteret baglæns af sig selv som en sandhed (en form for identitet). Mange ”professionelle” forvaltere benytter sig af metoden, da de herved er i stand til uden nogen anstrengelse af hjernen at håndtere meget store pengebeløb i alle tænkelige lande og brancher, da det blot drejer sig om at fremskaffe en ”facitliste” med navne og vægtandel, hvorefter man skal efterleve denne så tæt som praktisk muligt. Samtidig opnår en sådan administrator en helgardering mod enhver form for kritik – for uanset om det hele så måtte være faldet som en sten i absolut værdi, så har han jo ”performet in line” med markedet. Netop denne absurde indbyggede form for tåbelighed ved at fjerne aktiv tænkning og fjerne stopklodser, viser metodens begrænsning. Der er tale om konserverende (bagudrettede) metoder uden nogen dynamik, og som sådan er det en decideret modsætning til selve grundideen i al investering og erhvervsaktivitet: foretag en satsning med henblik på at frembringe et højt afkast, hvorved samfundet opnår vækst og udvikles i en positiv retning.

I praksis kan man enten benytte ishares (såkaldt ETF produkt) som en billig metode (NB: beskattes efter lagerprincippet, altså skat hvert år af urealiserede gevinster og tab ved frie midler) eller investeringsforeninger. Man kan også selv vælge sit marked (hvilket land skal jeg følge, eller et indeks), idet man aldrig slipper for at træffe dette overordnede valg. Metoden med investeringsforeninger eller ishares er især velegnet, hvis man ønsker at satse et beløb målrettet mod et land, fx Indien, hvorved man på en let måde opnår dette. Intet er dog gratis, og investeringsforeningen vil bogføre væsentlige omkostninger og dermed yde et afkast som reduceres hermed.