Aktieanalyse af PILA PHARMA den 30-09-2024
Kurs på analysetidspunktet: 6,0 SEK
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 3 - 10
Kursudvikling 12-18 mdr.: 3 - 12
PILA PHARMA er på vej mod det voksende marked for fedme- og diabetesbehandling med sin medicinkandidat XEN-D0501. Med en nylig kapitaltilførsel og en strategisk rokade i ledelsen er selskabet godt positioneret til at gennemføre potentielt afgørende kliniske fase 2a-forsøg. Dette forsøg skal demonstrere toleranceniveauerne hos overvægtige personer med type-2 diabetes med selskabets nytænkende molekyle baseret på en TRPV-1 receptor hæmmer.
I tillæg til dette vil firmaet undersøge effekten af molekylet på sænkning af kropsvægt. Positive resultater kan åbne døren til det globale fedmemarked, hvor blandt andre Novo Nordisk har banet vejen og bevist markedets enorme potentiale. Med en for fedmemarkedet beskeden markedsværdi på 162 mio. SEK og et stort uudnyttet potentiale i selskabets pipeline er fortsat stærke data afgørende for PILA PHARMA´s udvikling. Selvom aktien er steget markant i år, vil succes i fase 2a-forsøget kunne føre til betydelige kursstigninger.
- Bestyrelsesformand, stifter og nuværende forskningsdirektør Dorte X. Gram, en pioner inden for fedme- og diabetesforskning, gjorde under sit Ph.d.-projekt hos Novo Nordisk i 1999 den banebrydende opdagelse, at TRPV1-receptoren spiller en central rolle i reguleringen af blodsukker hos rotter med diabetes. Efter Novo Nordisks strategiske beslutning om at frasælge småmolekyleprojekter erhvervede hun sig rettighederne til patenterne til eksklusivt at bruge TRPV-1 hæmmere til at behandle ’fedme og fedme relaterede sygdomme og syndromer’. Disse patenter var essentielle for at kunne etablere PILA PHARMA og deraf videreudvikle og eksekvere på opdagelsen i form af den indkøbte lægemiddelkandidat XEN-D0501. Den tidlige patentering af denne behandlingsform giver PILA PHARMA en strategisk fordel i forhold til konkurrenter, og positionerer selskabet som det potentielt eneste med TRPV-1 hæmmer til de milliardstore markeder for fedme- og diabetesbehandlinger.
- PILA PHARMA´s fokus på behandling af fedme og diabetes understøttes af enorme markedsmuligheder, hvis selskabet formår at lancere et effektivt præparat. Nye prognoser fra Morgan Stanley viser, at fedmemarkedet kan nå 144 mia. USD årligt i 2030, hvilket er markant højere end tidligere estimater fra Emergen Research på 38 mia. USD og Goldman Sachs' vurdering på 100 mia. USD. Samtidig forventes diabetesmarkedet at runde 130 mia. USD i 2030. Med stort fokus i branchen på nye løsninger baseret på andre typer molekyler end de nuværende GLP-1 som Novo Nordisk’s Semaglutid er der plads til flere udbydere af forskellige løsninger på disse markeder, og tallene understreger PILA PHARMA’s store potentiale ved fortsat succesfulde data.
-
- PILA PHARMA står stærkere rustet til gennemførsel af kommende kliniske forsøg. I december 2023 gennemførte firmaet en aktieemission, som resulterede i en kapitalindsprøjtning på 7 mio. SEK efter omkostninger og en udvanding på 22 %. Denne kapitaltilførsel viste sig dog ikke at være tilstrækkelig, hvis firmaet ville adressere spørgsmålet omkring potentialet i reduktion af kropsvægt, hvorfor selskabet i juli 2024 på ny rejste ny kapital. I opløbet til denne kapital rejsning havde aktiekursen gennemgået en positiv udvikling. Den rettede emission på 10 mio. SEK blev derfor gennemført til en langt højere kurs end ved den tidligere kapitalrejsning, hvilket reducerede udvandingseffekten betragteligt og ligeledes kom med minimale omkostninger. Hos Aktieinfo vurderer vi derfor, at kapitalrejsningen var et fornuftigt træk af ledelsen, da det styrker selskabets finansielle position forud for fase 2a-studiet med XEN-D0501 og samtidig reducerer risikoen for yderligere kapitalbehov på kort sigt.
- Det kommende fase 2a-studie med XEN-D0501 repræsenterer en betydelig risiko for aktien, da midlet er PILA PHARMA’s primære satsning. Øgede doser kan potentielt føre til bivirkninger, men selskabet forventer, at personer med høj BMI vil tolerere stoffet bedre, baseret på tidligere observationer. Dertil er det normalt i lægemiddelsudvikling at man skal udforske og finde loftet for hvornår et stof har bivirkninger der overstiger de gavnlige effekter. I tillæg til dette er det set ved andre vægttabs stoffer at man skulle højt op i dosis for at få vægt reduktion. Udfaldet af dette studie vil være afgørende for aktiens fremtidige udvikling inden for fedme- og diabetesbehandling. Risikoen er høj, men det samme gælder det potentielle afkast, hvilket investorer bør være bekendt med.
- Den relativt binære karakter af PILA PHARMA’s risikoprofil er ikke blevet mindre, efter markedsværdien er steget 385 % de seneste seks måneder uden kliniske fremskridt. Denne stigning kan tilskrives ledelsens stærke arbejde på kommunikation og styrkelse af kapitalberedskabet, men aktiens fremtidige udvikling vurderes at afhænge af positive resultater fra de kommende studier af XEN-D0501.
- Afkastpotentialet ved et vellykket studie inden for fedme- og diabetesmarkedet er fortsat enormt, og sandsynligheden for succes er øget med den nylige kapitaltilførsel. Det bør ikke være vanskeligt for PILA PHARMA at finde interesse og potentielt indgå afgørende partnerskaber ved stærke kliniske fase 2a data. Firmaet er et af relativt få sen-fase selskaber indenfor feltet og trods årets store kursstigninger rummer aktien fortsat mulighed for mangedobling ved succes, hvor risikoscenariet dog må vurderes en smule skærpet for nye investorer.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!