Aktieanalyse af Saniona 03-12-2024
Kurs på analysetidspunktet: 7,5 SEK
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 7 – 10
Kursudvikling 12-18 mdr.: 10 – 14
Vigtig partneraftale med Acadia Pharmaceuticals for SAN711 sikrer Saniona betydelige indtægter og styrker den likvide reserve markant. Det giver finansiel ro til at videreudvikle pipelinen og fortsætte arbejdet med at indgå flere partneraftaler. Sundhedsmyndighederne i Mexico godkendte ikke Tesofensine mod fedme, men partneren, Medix, vil gøre nye forsøg på at opnå en markedsgodkendelse. Risikoen i casen er nedbragt markant med indgåelsen af den nye partneraftale.
- For SAN711 (i fase 1 med forventet overgang til fase 2 i 2026) er der indgået en partneraftale med Acadia Pharmaceuticals med en samlet indtægtsramme på 610 mio. USD inklusiv 28 mio. USD i up-front indtægt og 10 mio. USD ved opstart af fase 2. Saniona er desuden berettiget til royalty fra eventuelt fremtidigt salg i niveauet midt enkelt-cifrede til lave to-cifrede procentsatser. Aktieinfo er særdeles opløftede over denne partneraftale, da den giver Saniona finansiel ro til at videreudvikle pipelinen og til at søge andre partneraftaler. Selskabet vil desuden kunne imødese et større provenu fra udøvelsen af TO4-warrants i april måned 2025, hvis aktiekursen fastholder det hævdede prisniveau.
- Sanionas pipeline har generelt udviklet sig i henhold til forventningerne. Tidsrammen for den videre udvikling for SAN2355 er opstart af fase 1 i slutningen af 2025. SAN2219 og SAN2465 ventes at gå i fase 1 i 2026.
- Sanionas ledelse nævner i regnskabet, at der vil blive arbejdet på videreudvikling af pipelinen og partnerskaber. At der kan indgås en så stor og lukrativ aftale for SAN711 giver grobund for at tro, at der også kan indgås partneraftaler for dele af den øvrige pipeline.
- I februar 2023 indsendte partneren, Medix, registreringsansøgning for fedme-produktet Tesofensine til de mexicanske sundhedsmyndigheder. Ansøgningsprocessen er trukket i langdrag, og Medix har sendt ekstra data til myndighederne. Den 06-11-2024 kom der så en skuffende afgørelse fra myndighederne, der ikke kunne godkende Tesofensine. Jævnfør oplysninger i Sanionas regnskab har partneren Medix dog ikke opgivet at få en positiv afklaring for Tesofensine, da afslaget tilsyneladende ikke er baseret på den fuldstændige datapakke indsendt af Medix. Medix er derfor i ny dialog med myndighederne for at klarlægge, hvad der eventuelt kan ændre afslaget til en godkendelse.
- Med en styrket likvid reserve kan Saniona indfri et lån til Fenja Capital med forfald senest 31-07-2025, videreudvikle pipelinen og arbejde videre med andre partneraftaler. Risikoen i investeringscasen er faldet markant. Biotek skal dog altid kategoriseres som værende high risk/high reward.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!