Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Solar - aktieanalyse den 18-02-2020
Kurs på analysetidspunktet: 318
Anbefaling:
Kort sigt: Hold
Langt sigt: Køb
2019: Høj salgsvækst, stigende EBITA-resultat, men skuffende nettoresultat. For 2020 stiles der mod en fortsat fremgang i EBITA. Bundlinjeresultatet ventes forbedret betydeligt. MAG45 er fortsat en udfordring. Et frasalg kan blive udfaldet, og det vil givetvis ske med tab. Udbyttet forventes fastholdt på 14 kr.
Kerneforretningen leverede høj vækst på 5,2 %, mens der i Relateret Forretning (MAG45) var en negativ vækst på 0,3 %. En samlet fremgang på 4,9 % (2,2 % i 2018) er flot. Kerneforretningens EBITA-resultat er det bedste i 10 år. Indtjeningen på driften forbedres men bremses gang på gang af merudgifter til indførelse af nye løsninger i e-handel og logistik samt ændringer i goodwill-værdierne. Udviklingen i MAG45 skuffer.
For 2020 er der udsigt til en beskeden salgsfremgang men en betydelig forbedring af driftsresultatet. Der forventes ikke nye, store, uforudsete udgifter til it m.m., hvorfor nettoresultatet ud fra vore estimater ventes fordoblet i 2020. Aktien handler således til en P/E 2020E på 18,8. Set i forhold til det samlede danske aktiemarked er P/E-tallet ikke højt.
Solar er en konjunkturfølsom aktie med afhængighed af udviklingen i byggeriet. Dette søges modgået ved at satse målrettet på at udvide forretningen overfor industrikunder. Det sker via TCO-konceptet (Total Cost of Ownership), løsninger på tværs af landegrænser, levering af komponenter til el-lade standere, der især er i fremdrift i Norge, solcellepaneler m.m. Solar tilbyder også en række bæredygtige produkter inden for LED-belysning. I installation udvides med stadig flere varenumre. Nem bestilling via e-shops og apps fulgt af hurtig og præcis levering er vigtige salgsparametre for Solar.
2020 tegner til at blive et udmærket år indtjeningsmæssigt. Aktien må derfor anses for at rumme et godt langsigtet kurspotentiale. Den afgørende risikofaktor er pt. uklarhed om fremtiden og værdien af MAG45. Når denne udfordring er håndteret, burde selskabet være shipshape og stå over for gode år.
Hele analysen kan læses via dette link.